Belated Future

BELATED

FUTURE

Performance art programme at Copenhagen Contemporary September 2021 with Filip Vest, Jules Fischer and Jupiter Child.

Co-curated with Bastard journal.

PERFORMANCE ART PROGRAMME

"I see world-making here as functioning and coming into play through the performance of a queer utopian memory, that is, a utopia that understands its time as reaching beyond some nostalgic past that perhaps never was or some future whose arrival is continuously belated—a utopia in the present."

- José Esteban Muñoz1





I forbindelse med udstillingen Art of Sport samarbejder peformance-tidskriftet bastard med Contemporary Copenhagen omkring performanceprogrammet Belated Future. Over tre torsdag i september 2021 er tre billedkunstnere med rod i performancekunsten Filip Vest, Jules Fischer og Jupiter Child inviteret til at præsentere nye og eksisterende værker i relation til krop, køn og sport. Med afsæt i performance som medie arbejder de inviterede kunstnere med at skabe nye forbindelser og verdener:


De inviterede kunstnere har stor erfaring med performancekunst som medie og kroppen som materiale, sport derimod fungerer på sin vis som et benspænd i samarbejderne, da det ikke er en tematik, de normalt beskæftiger sig med. Som udstillingen Art of Sport påpeger, er fællesskab og eksklusion en stor del af sportens verden, hvor samfundets normer omkring eksempelvis køn reproduceres. Derfor kan kroppe, der står udenfor klassiske kønskategorier, være sårbare i sporten, hvor fokus i nogle tilfælde er på at performe en særlig type kvinde- eller mandekrop. Med værkerne i Belated Future er der således en insisteren på at undersøge andre mulighedsrum for kroppe: I slipstrømmen af den und-

tagelsestilstand coronapandemien medførte, er generelle overvejelser omkring vores samtid presserende, og fremfor at begræde en fortid der var eller en fremtid, der måske kommer, vil performanceprogrammet undersøge mulighederne i dette nu.


CC x bastard: Belated Future er kurateret af Lotte Løvholm.

OM BASTARD
bastard er en uafhængig platform og et forum for den eksperimenterende scenekunst, performancekunst, koreografi og tværdisciplinære kunstpraksisser. bastard er et gadekryds, der bl.a. eksperimenterer med skriftlige formater og kritiske fotoserier. bastard forsøger som offentligt laboratorium at udvikle samt at give spalteplads til et sprog for det felt, der udfordrer kunstgenrerne. Desuden publicerer bastard performancetekster.



1 José Esteban Muñoz, Cruising Utopia: The Then and There of Queer Futurity (New York City: NYU Press, 2009), 37.

FILIP VEST

FOOT FAULT, 2021

Performancen Foot Fault tager udgangspunkt i historien om den danske tennisspiller Leif Rovsing (1887-1977), der i 1917 blev udelukket fra alle turneringer på grund af rygter om, at han var homoseksuel. I de følgende år forsøgte han gentagne gange at få omstødt beslutningen, men uden held, og han endte derfor med at bygge sin egen tennishal, der åbnede i 1921. Foot Fault er en genfortolkning af Rovsings tennishal og historie. Det er en performance om regler, sex, queer kroppe, om at lave sin egen bane og sine egne regler – og om tabe med vilje som en måde at tage magten tilbage på.


Filip Vest (f. 1995) er billedkunstner, uddannet fra Konsthögskolan i Malmö (2016-2021). Igennem performances, installationer, film og tekster undersøger han queer-kærlighed, ensomhed og begær i det 21. århundrede. Hans værker omhandler, hvordan objekter bliver til mennesker, og mennesker bliver til objekter - og hvordan de rum, vi bebor påvirker os. Karaktererne i hans værker er altid en slags hybrider, der befinder sig et sted mellem det abstrakte og konkrete, snakkende og stumme, levende og døde. Gennem brug af mobiltelefoner, vægge og vinduer kommunikerer og miskommunikerer de på tværs af arter og tider i ét stort netværk af små og store ting, der påvirker hinanden.


JULES FISCHER

ROMANCE, 2018

Romance undersøger det romantiske sprog og romantisering. Til en collage af fragmenterede kærlighedssange opleves tre performere indhyllet af angst for at elske og lade sig elske. Romance starter i en nærmest rituel cirkel, hvor performerne med hver deres soundtrack går ind og ud af synkroni med hinanden. Performancen handler om det at være både efterligningen og det efterlignede samt at være den, der forurener og at være ren.

Romance er skabt i 2018 midt i en forelskelse og i forlængelse af flere undersøgelser af gruppe-identitet og fællesskab i værkerne ZOMBIEHÅND, 2018 og JEG ER INGEN, 2017 (i samarbejde med Anna Moderato). Romance er influeret af Mary Douglas’s ”Purity and danger” (1966).

Performere: Karis Zidore, Sebastian Kahr Rasmussen
og Camilla Lind.

Jules Fischer er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2017 og har derudover studeret Dans og Koreografi på Den Danske Scenekunstskole samt Art and Social Practice på Portland State University. Fischer arbejder med delegeret performance i et krydsfelt mellem koreografi og billedkunst og er optaget af kropspolitik, queer og trans-identitetsskabelse, fællesskabets præmis og hyper-synlighed overfor usynlighed. Fischers værker er totalinstallatoriske collager af overflødighed, udtrykt gennem bevægelser, gestik, sætninger, musik og kostumer. I værkerne spores også en angst for aldrig at blive elsket, aldrig at høre til; overalt findes en iboende følelse af ensomhed og selvdestruktivitet side om side med vrede og et behov for at gøre modstand.

JUPITER CHILD

FANEBÆRER AN ART FORM, 2021

Fanebærer an art form tager afsæt i fanekoreografi. Child danser med flaget og fremmaner, hvordan det er bærer af fællesskaber, kolonialismer og koloniserede kroppe. Koreografien har referencer til historiske øjeblikke som Valdemarsdag, hvor dannebrog faldt fra himlen, Jesse Owens sejr under OL i Nazi-Tyskland i 1936 samt Tommie Smith og John Carlos black power salute i 1968.


Jupiter Child er en queer visuel performancekunstner med base i København, der i deres kunst beskæftiger sig med black queerness, anti-kolonial intervention, feminisme og empowerment. Childs performance tager afsæt i elementer fra et tidligere værk, hvor de tidligere på året, under Metropolis, lavede en byvandring.